”Stop med at tude som en tøs!”

Hvis du kender mig privat, så ved du, at jeg bruger en del tid på sidelinjen på alverdens fodboldbaner rundt om i landet.

Jeg elsker at se mine drenge spille fodbold, og jeg elsker den stemning, som (oftest) er på og uden for banen.

Mine drenge spiller ikke længere miniput-fodbold. Det betyder, at kampene er blevet fysisk hårdere. Og når det går allerhårdest for sig, tager jeg en dyb indånding og minder mig selv om, at fodbold er en kontaktsport - og at det er uundgåeligt ikke at skulle ned at bide i græsset en gang imellem.

I sensommeren overværede jeg dog en fodboldkamp, som stadig sidder i mit hjerte.

Min søns hold spillede mod nogle drenge, som er trænet i en klub, hvor trænerne forventer, at de spiller hårdt og helt til grænsen (hvis ikke lidt over) - og det gjorde de.

Vi havde flere spillere, der måtte forlade banen med en tåre løbende ned ad kinden. Drengene græd ikke for at trække et kort, eller for at få opmærksomhed. Faktisk er de nået en alder, hvor de anstrenger sig for at opretholde en facade - også når det gør rigtig ondt. Tårer er ikke velkomne på fodboldbanen! 

På et tidspunkt under kampen blev en af modstanderholdets drenge tacklet, kastede sig ned i græsset og begyndte at græde. Han lå længe uden at få anden opmærksomhed end, at dommeren fløjtede spilstop.

Fra sidelinjen var det hurtigt tydeligt, at drengen ikke lavede en ’Neymar’. Nej, han var oprigtig ked af det og havde brug for hjælp.

Hjælpen kom desværre ikke. Til gengæld blev han mødt af sin træners hånlige stemme, som iskoldt råbte: ”Stop med at tude som en tøs - og rejs dig op!”

Mit hjerte sank i livet.

Jeg kendte ikke drengen, men alt i mit moderhjerte havde lyst til at løbe ind på banen og tage ham i mine arme.

Flere på sidelinjen sendte øjne, der lynede mod træneren. Og hvis jeg havde været mere modig, var jeg trampet over til ham og havde sagt: ”Din store idiot, er du ikke klar over, at tårer er menneskets signal til omverden om, at vi har brug for omsorg og for at blive beskyttet? Let din r!v og kom ud på banen og trøst din spiller, som til hver eneste træning og hver eneste kamp følger dig blindt for at gøre dig stolt!”

Desværre blev mine ord i mit hoved, og tiden gik uden, at træneren viste tegn på omsorg. Men så skete der noget fuldstændig magisk inde på banen.

Drengene tøvede først, men da det gik op for dem, at ansvaret (åbenbart) lå på deres skuldre, handlede de. Flere af drengene gik hen mod ham, som stadig lå i græsset. Nogle lagde kort en hånd på hans ryg, nogle spurgte om han var okay, og en af drengene rakte sin hånd frem for at hjælpe ham op.

Det var fantastisk at være vidne til, hvordan de for en stund glemte alt om, at de var på hvert deres hold og kæmpede for en sejr. For for en stund handlede det ikke længere om at vinde, men om noget langt større. Nemlig medmenneskelighed!

Og det er lige præcis vores fabriksindstilling, når vi kommer til verden. Vi er født som omsorgsfulde væsener, der naturligt ønsker at trøste et menneske, der er ked af det.

Det var overvældende at observere, og jeg blev så utrolig stolt af de unge drenge, som viste, hvad de er lavet af.

Efterfølgende har jeg læst lidt om kønnenes evolution gennem tusinder af år og takket været Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet er jeg blevet lidt klogere på tårernes historie gennem evolutionen.

Meget kort kan vi slå fast, at:

Gråden er et kommunikationssignal, hvor et menneske fortæller andre, at det har behov for hjælp!

Men gennem menneskets lange historie har evolutionen formet kønnenes evne til at give tårerne frit løb. Konsekvensen af dette er, at mænd græder mindre end kvinder.

”Mænd er fra naturens side skabt risikovillige, fordi de skal imponere kvinder. Det er nemlig kvinderne, der bestemmer, hvilke mænd der får deres gener videreført gennem parring. En mand skal på den måde sørge for at gøre sig attraktiv over for 'hunnerne' i konkurrence med de andre 'hanner', hvis han vil gøre sig forhåbninger om at videreføre sin slægt,” fortæller Henrik Høgh-Olesen.

”Det er svært at forestille sig, at en ’han’, der græder meget, er øverst i hierarkiet og får mulighed for at parre sig med ’hunnerne’. Så for manden har gråd været et tricky signal at sende, fordi det viser, at han er svag,” siger Henrik Høgh-Olesen.

”Evolutionen har på den måde skabt dumdristige mænd, der konstant prøver at imponere det andet køn gennem fremvisning af diverse tåbeligheder, og som samtidig ikke har haft det store behov for at være i kontakt med egne følelser,” slutter han af.

Jeg sidder tilbage med en tanke om hele arv- eller miljødebatten, og hvad der mon vejer tungest?

Græder drenge (og mænd) mindre, fordi det er nedarvet gennem generationers erfaringer? Eller græder drenge (og mænd) mindre, fordi de kort og godt opfanger deres omverdens reaktion på deres gråd?

Vi er født med et naturligt behov for at græde for at få opmærksomhed og omsorg. Men jeg kan godt se, at den evne nok desværre forsvinder gradvist (primært for drengenes vedkommende) gennem årene. Højest sandsynligt fordi de er kloge - vores drengebørn - og hurtigt lærer at tilpasse sig omgivelserne. For jeg tænker, at måden vi bliver mødt i verden på - ex. når vi græder, må veje tungt. Og hvis vores omgivelser ikke kan rumme vores tårer, så lærer vores drengebørn ret hurtigt enten kun at græde, når de er alene - eller slet ikke at græde.

Får du vist drengene (og mændene) i dit liv, at alle følelser (også de svære) er okay? Og at tårer er en naturlig del af at være menneske?