”Du har ødelagt mit liv - og du har ikke mulighed for at rette op på det!”

”Du har ødelagt mit liv, og du har ikke mulighed for at rette op på det,” sagde min yngste søn til mig, inden han kort efter faldt i søvn.

Hos ham er det meste i livet ’alt eller intet’. Der er ingen gråzoner - kun sort eller hvidt - varmt eller koldt. Og enten er du med ham, ellers er du mod ham.

Selvom han er vred på mig, får jeg stadig lov til at holde ham i hånden, og lige inden han falder i søvn, hvisker jeg til ham: ”Jeg elsker dig, min skat.” Hvortil jeg får svaret: ”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme til dig.”

”Av,” ville min ældste søn have sagt, hvis han havde fået sådan en verbal uppercut. Men sjovt nok gør det ikke ondt på mig, for jeg ved jo godt, at han elsker mig, og at denne situation slet ikke handler om mig eller vores kærlighed til hinanden. Og da jeg fortalte ham, at jeg elskede ham, var det ikke for at få et ’jeg elsker dig’ tilbage, men for at vise ham, at jeg godt kan rumme hans vrede, og at intet nogensinde kan ændre min kærlighed til ham. Og naturligvis kunne han ikke sætte sin vrede til side og fortælle mig, at han også elskede mig. Men jeg kunne mærke, at det var trygt og dejligt for ham at vide, at han kunne blive i sin vrede uden (også) at skulle forholde sig til, om vores kærlighed var i fare.

For truslen om social eksklusion ligger dybt i os, når vi bliver vrede. Og samtidig hersker der en udbredt forståelse i vores samfund for, at det ikke er godt at vise vrede. Mange oplever, at de har svært ved at rumme deres egen vrede og endnu sværere ved at rumme deres børns vrede. Og derfor bliver vrede for nogle en unaturlig følelse, som de ønsker at gemme væk og helst ikke vil forholde sig til. Men i bund og grund er vrede en både sund og naturlig del af livet. Og ifølge professor Leo Kant fra University of Bergen kan vreden bruges som motivation til at drive os til at bevise noget, nå et mål, eller opnår retfærdighed, hvis vi føler os uretfærdigt behandlet.

Grunden til min søns vrede var, at vi var i sommerhus uden computere. Det betød en heeeeel uge uden at kunne spille Fortnite. De første 5 dage var gået forbavsende godt. Ingen brok. Faktisk vil jeg vove den påstand at poolen, det dejlige vejr, den lækre mad og alle vores ture til spændende seværdigheder havde fået ham til at glemme alt om Fortnite. Men på den skæbnesvangre aften, hvor han var udmattet efter dagens oplevelser og på vej i seng, fik han en opringning fra en ven, som fortalte ham, at hans yndlingsskin var i shoppen. Et skin, som han havde ventet på i intet mindre end et år, fortalte han med meget drama i stemmen. ”Ét år, mor - forstår du lige hvor lang tid det er, når man er 9 år?” spurgte han og kiggede intenst på mig.

Så smerten over, at jeg ikke bare sådan lige kunne trylle en computer frem og ikke kunne skaffe ham det ønskede skin, var så stor, at hans krop simpelthen ikke kunne rumme det alene. Det var vigtigt, ja faktisk livsnødvendigt for ham at lade mig vide, at jeg havde ødelagt hans liv - og at jeg på ingen tænkelig måde kunne rette op på det igen.

Jeg er bevidst om, at vrede er en grundfølelse, men jeg oplever den egentlig mere som en reaktion på en dybereliggende følelse af for eksempel tristhed, afmagt eller uretfærdighed.

I min tid som lærer har jeg (naturligvis) ofte været konfronteret med børn i vrede. Og hvis jeg har sat mig sammen med dem og lyttet til deres tanker og følelser, har der næsten altid uden undtagelse ligget en anden følelse end vrede lige under overfladen. Sårbarhed, angst, afmagt, uretfærdighed eller en følelse af at blive misforstået kan meget nemt for et barn (og såmænd også for voksne) komme til udtryk som vrede.

For mange, specielt drenge, er det nemmere at få adgang til følelsen af vrede frem for følelsen af tristhed, afmagt osv. Ligesom det for mange piger er nemmere at vise tristhed, ked-af-det-hed osv., når de egentlig er vrede.

Det er så utrolig vigtigt, at vi lærer vores børn, at alle følelser på spektret er naturlige og en vigtig del af at være et helt menneske. Og det betyder, at der skal være plads til de følelser, som ikke altid er belejlige eller pæne for os voksne at se på. Hvordan skal vores børn ellers senere i livet lære at være i de svære følelser, hvis de ikke har haft mulighed for at stiftet bekendtskab med dem gennem deres barndom?

Du lever i følelsen af dine tanker - og det gør dit barn også!

Hvordan hjælper du dit barn med at være i sine følelser?

PS: Yndlingsskinnet var heldigvis stadig i shoppen, da vi kom hjem et par dage senere.