”Min mor har lært mig, at jeg ikke må lyve!”

”Min mor har lært mig, at jeg ikke må lyve.” Disse ord overhørte jeg min yngste søn sige til sin storebror som et afsluttende nyrestød efter, at han havde sagt en masse ikke så pæne ting om ham. Ordene fløj omkring dem som håndgranater, mens de diskuterede hvis skyld, det var, at de var blevet nr. 2 i ét (af uendeligt mange) Fortnite-game(s).

’Øhhh jaaa, det er da også rigtigt …’ tænkte jeg og åbnede døren ind til drengene med ordene: ”Og din mor har også lært dig, at du skal tie stille, hvis du ikke har noget pænt at sige. Har du helt glemt det?”

Og det havde han tydeligvis - i hvert fald lige der, hvor det hele var sat på spidsen og hans Fortnite-ære var i fare.

Og er det ikke oftest det, der sker, når der er sårede følelser eller stærke meninger på spil? Så glemmer de fleste - børn som voksne - at vi faktisk har et valg. Et valg om, hvordan vi vil behandle det menneske, som er foran os.

For vi kan helt sikkert vælge at gå efter struben og såre den anden mest muligt. Det ville urmennesket højst sandsynligt have gjort for at overleve. For dengang var der ikke tid til at stå alt for længe og tænke over valgmulighederne. Kamp/flugt-mekanismen, der er installeret i os, er derfor også grunden til, at mange ofte reagerer automatisk i det, som opleves som en farlig situation. Men det lidt mere moderne menneske, som vi heldigvis det meste af tiden har udviklet os til at være ved også godt, at der sjældent kommer noget godt ud af den situation.

Så vi kan også gøre vores bedste for at vælge at handle som Michelle Obamas berømte ord: “WHEN THEY GO LOW - YOU GO HIGH!”

Jeg er vild med hendes ord. For de går så godt i hånd med den måde, som min mand og jeg ønsker, at vores drenge skal leve deres liv på. De (vores drenge) har nemlig et ansvar for, hvordan de behandler andre mennesker. Det har vi alle - hver dag, hele tiden!

Og derfor har vores drenge også hørt disse ord mange gange gennem deres barndom: ”Du har et ansvar for, hvordan andre har det, når de har været sammen med dig. Efterlader du dem med en følelse af at være blevet mindre, eller efterlader du dem med en følelse af at være heldig over at have mødt dig?”

Jeg bliver temmelig ofte rystet, når jeg på de sociale medier følger en tråd, hvor voksne mennesker ytrer deres meninger om alt fra politiske holdninger og corona-restriktioner til børneopdragelse og andres udseende.

Man skulle tro, at det var løgn, når man ser, hvordan selv de sødeste, ældre damer med deres pæne, grå hår slynger gloser ud, der minder mig om aldrig at efterlade mine drenge alene med dem. Hvad ville disse ’pæne’, gamle damer ikke kunne lære mine drenge af nye, uprøvede eder?

Men helt ærligt. Hvor kommer al den vrede fra? Hvad er det, der får os til at tro, at det er acceptabelt at aflevere vores budskaber i den tone? Og hvad ønsker vi, at disse kommentarer skal bidrage med?

Jeg ved det simpelthen ikke. Men jeg er overbevist om, at jo stærkere et selvværd vi har - jo bedre kan vi bevæge os fordomsfrit og med respekt for andres meninger i livet. Og mon ikke det er i de samtaler, at der er plads til at blive klogere på sig selv og andre - og vokse allermest som menneske?

Hvordan støtter du dit barn i at bevæge sig fordomsfrit ud i livet?