Katja Bøggild-Qwist
At jage anerkendelse
”Vi lever i en tid, hvor selvtillid ofte fylder mere end selvværd - og hvor mange børn ender med at jage anerkendelse hos andre, fordi de er usikre på, om de er gode nok.”
Sådan svarede jeg en journalist tilbage i 2013, da han spurgte mig, hvorfor jeg mente, at verden havde brug for børnebøger med fokus på selvværd.
Jeg var drevet af et ønske om at hjælpe forældre med at give deres børn et stærkt selvværd og var netop debuteret med børnebogen ’Du er helt speciel’, som på kort tid blev en bestseller, og som i dag har solgt flere end 15.000 eksemplarer.
En lærer med mere på hjerte end ABC
Jeg har altid elsket at være sammen med børn. Og jeg elsker at lytte til den visdom, der opstår, når man er til stede sammen med dem. Så det virkede helt rigtigt, da jeg i 1999 blev færdiguddannet lærer.
Når jeg tænker tilbage på min tid i folkeskolen, er den fyldt med dejlige minder. Men dér hvor jeg oplevede at connecte allermest med børnene var, da jeg nedsatte skolens antimobbeudvalg og efterfølgende havde samtaler med både de børn, som mobbede, og dem, som blev mobbet.
Jeg mærkede, at mit hjerte bankede ekstra meget for de børn, som havde det svært. Så efter en håndfuld år i de ’almindelige’ klasser fik jeg mulighed for at kaste min opmærksomhed på børnene i specialklassen. Og gennem mine sidste år i folkeskolen fik jeg oparbejdet en stor erfaring inden for specialundervisning af børn med belastede baggrunde.
Jeg kender derfor en del til arbejdet med at skabe trygge rammer for børns udvikling. Og jeg ved, at måden, man vælger at kommunikere på, er akkurat lige så vigtig, som det man siger, når der skal skabes balance mellem selvtillid og selvværd.
Jamen kan jeg så kalde mig bestsellerforfatter?
I 2005 uddannede jeg mig til coach og efterfølgende til stresscoach og konfliktmægler - og jeg har i min praksis efterhånden haft mange samtaler med både voksne og familier med og uden børn.
Da jeg efter knap 10 års indsigtsfulde samtaler blev opmærksom på, hvor mange, der, store som små, kæmpede med en eller anden grad af manglende selvværd, fik jeg lyst til at bruge mere af min professionelle tid i den retning.
Jeg valgte derfor, at der skulle være tid i min kalender til at skrive. Og lige før jul i 2013 udkom min første børnebog ’Du er helt speciel’, som allerede efter et par måneder kunne pryde sig med titlen ’bestseller’.
Det var også i den periode, at jeg tog mine første skridt som blogger, da Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre - min-mave.dk - kontaktede mig for at høre, om jeg havde lyst til at blogge for dem om børn og selvværd.
Mine største læremestre
Privat er jeg gift med Mads. Vi mødtes på en smuk snevejrsdag i december 2005 og begyndte en livslang samtale, som er fortsat frem til i dag.
Sammen har vi to helt specielle drenge (fra 2009 og 2011), som dagligt fylder mit liv med kærlighed og taknemmelighed - og som uden at vide det er mine største læremestre.
Børnetelefonen; ord knytter os sammen
Mens jeg arbejdede for Børnetelefonen, nød jeg de stunder, hvor jeg helt ubemærket kunne liste ind på mit kontor derhjemme, lukke verden ude for en stund og connecte med et barn, som havde rakt hånden ud for at få hjælp.
I mit arbejde for Børnetelefonen var jeg så privilegeret at kunne hjælpe nogle af de mange børn og unge, som dagligt ringer eller skriver til Børnetelefonen, fordi de oplever, at de ikke har andre at dele deres tanker og bekymringer med.
Mit arbejde var at bidrage til deres liv. Men uden at vide det så bidrog de lige så meget til mit liv, da jeg for en stund fik lov til at være sammen med dem i deres verden og bidrage med en lille smule af mig og min livserfaring. Den følelse, at kunne give til et andet menneske uden at forvente noget tilbage, er magisk. Og selv om vi aldrig kommer til at kende hinandens navne eller genkende hinandens ansigter på gaden, er vi forbundet for altid.
For det er lige præcis det magiske, som ord kan. De kan knytte os tættere sammen og være med til at påvirke et barns selvbillede, selvværd og handlinger!
Fra mit hjerte til dit barns
Katja ♥︎