”Pige, du har selv hænder!”

Min yngste søn på 6 år er inde i en fase, hvor det vælter ud med guldkorn, når han åbner munden - og så har han bare den skønneste humor.

De seneste 14 dage har vi begge været hjemme med influenza. Og til trods for, at jeg bestemt ikke har været på toppen, har jeg serviceret ham på et ganske højt niveau, hvis jeg selv skal sige det. Sådan er det bare at være mor.

Så jeg har ignoreret min hovedpine og ømhed i kroppen hver gang han har kaldt på mig …

“Mor, må jeg få noget at drikke?”

“Mor, jeg er lækkersulten. Vil du ikk’ bage boller?”

“Mor, jeg savner de bamser, som du kørte på lageret i sidste uge. Kan du ikke hente dem igen?”

“Mor, jeg fryser - vil du hente min dyne?”

“M O R - M O R - M O R ...” Dét er der blevet kaldt en del gange, og det er helt fint, for jeg elsker faktisk, at han ser mig som hende, der gør hans dag lettere og fyldt med kærlighed og omsorg - så jeg brokker mig ikke.

En af de sidste dage, vi er hjemme, har vi begge mere energi, end vi har haft i dagene før, og han danser rundt i stuen og hygger sig, mens jeg arbejder lidt.

Han danser næsten lige forbi printeren, da jeg er færdig med at printe et dokument, jeg skal bruge. Så jeg spørger ham, om han vil ta’ det til mig.

Uden at tøve vender han sig om og kigger på mig med en attitude, som kun en 6-årige kan og siger: “Pige, du har selv hænder!”

’Nååå,’ tænker jeg og skal lige til at holde en længere tale for ham om hjælpsomhed. Samtidig med at jeg tænker, hvad der mon var sket, hvis det var dét, jeg havde sagt de sidste 14 dage hver gang jeg hørte sætningen ”MOAR …”

Jeg har sikkert set lidt sjov ud i ansigtet. Og jeg ved, at jeg meget ihærdigt anstrengte mig for, at han ikke skulle se, at jeg var ved at dø af grin.

Jeg nåede heldigvis ikke at sige noget, før han blinkede til mig og sagde: “Mor, jeg er på vej …”