”Hvis jeg finder ham, så sparker jeg hans stok væk under ham!”

”Hvis jeg finder ham, så sparker jeg hans stok væk under ham!” sagde min yngste søn med øjne, der lynede.

Vi sad ved spisebordet og lavede matematiklektier. Han grublede over et regnestykke, som krævede hans fulde opmærksomhed.

“Skriv det ned på et stykke papir,” foreslog jeg ham, men blev ignoreret. Kort efter skrev han uden et ord resultatet ned i sin bog og var klar til næste regnestykke.

Jeg blev i tvivl om, om han havde regnet det rigtigt. Det var et lidt (for) kompliceret stykke at regne ud i hovedet, tænkte jeg - og tog min telefon for at tjekke resultatet på lommeregneren.

Han kiggede undrende på mig og hans øjne ’sagde’ skuffet: ’Hvorfor gør du det? Jeg har jo lige regnet det ud. Tror du ikke, at jeg har styr på det?’

Da vores øjne mødtes, gik det op for mig, at jeg lige havde lagt al min usikkerhed for matematikken over på ham. Jeg kunne ikke finde ud af at regne stykket ud i hovedet. Og derfor troede jeg, at han heller ikke kunne finde ud af det.

Jeg spurgte ham, bevidst om min fejl, om vi kunne lukke matematikbogen et kort øjeblik, for jeg havde en historie, jeg gerne ville fortælle ham fra dengang jeg var barn.

Jeg tror, at han kunne mærke, at der var noget på spil for mig, for han satte sig på mit skød og lagde armene om mig.

Jeg fortalte ham om dengang jeg var barn, hvor jeg havde en matematiklærer, som ikke var synderligt imponeret over mine matematiske evner. Og at hans kommentarer og manglende tro på mine evner blev til en negativ indre dialog, der gjorde mig usikker og påvirkede min undervisning.

Mens jeg fortalte min historie, kiggede min søn på mig med opmærksomme øjne. Og da jeg var færdig med at dele den med ham, kunne jeg se, at der foregik et eller andet i hans tanker.

”Arbejder han stadig på din skole?” spurgte han, mens han rejste sig og var på vej over mod døren. ”Nej,” svarede jeg og mindede ham om, at det er mange år siden, at jeg gik i skole, og at min matematiklærer jo er en gammel mand i dag.

”Hvis jeg finder ham, så sparker jeg hans stok væk under ham!” sagde han uden tøven, smilede til mig og åbnede sin matematikbog.

Jeg sad lidt og tænkte over, om jeg skulle minde ham om, at vold ikke løser noget. Det burde jeg måske nok have gjort. Men jeg valgte faktisk at lade den ligge og kyssede ham i stedet på kinden.

Mens han fortsatte med lektierne, sad jeg og kiggede på ham og tænkte: ’Tak, fordi du har min ryg. Jeg lover dig, at jeg hver dag gør mit bedste for også at have din.’

Den del af min historie, som er ’bøjet i neon vigtig’ for mig at dele med dig - er den del, hvor vi voksne husker os selv og hinanden på, at vores ord er magtfulde. At vores ord skaber følelser, som bliver til ord i en indre dialog, som fortsætter længe efter, at vi er væk. Og at vores ord potentielt (for)følger barnet resten af livet.

For ligesom voksne har børn indre samtaler med sig selv. Samtaler, der er med til at skabe barnets fundament at se sig selv og verden ud fra. Og disse samtaler har kæmpe-stor-og-altafgørende-betydning for dit barns selvværdsfølelse.

Har du tænkt over, at den måde du taler til dit barn, har indflydelse på, hvordan dit barn taler til sig selv?

Kritiserer dit barn sig selv og er hård ved sig selv? Eller har det en indre dialog, som er bygget på selvkærlighed, og som guider barnet til at prøve igen, når det falder?

PS: Min søn havde naturligvis regnet matematikstykket helt rigtigt, og det vidste han selvfølgelig allerede uden min forstyrrende indblanding.