”Mor, ikke nu, jeg er lige i gang med at udnytte mit fulde protentjale!”

”Så spiser vi, drenge.”

Intet svar; ikke en lyd - ingen løbende drenge, som forventningsfulde kaster sig over aftensmaden - blot stilhed.

Jeg kalder igen: ”Drenge, vi skal spise!” Hvorefter jeg får svaret: ”Mor ikke nu, jeg er lige i gang med at udnytte mit fulde protentjale.”

Min mand og jeg kigger på hinanden, smiler selvtilfredse og bryder ud i en spontan sejrsdans. Jubii, vores fokus har båret frugt.

”Jeg er lige i gang med at udnytte mit fulde protentjale” er intet mindre end musik i vores ører.

Da vi er færdige med vores sejrsdans i køkkenet, stikker jeg hovedet ind i stuen for at se, hvad L laver.

Selvfølgelig spiller han fodbold. Han er 6 år, og han har levet for fodbold siden, hans far tog ham med ind at se en FC Nordsjælland kamp, da han var 3 år.

Tilbage i stuen er L ved at forfine et skud på mål, hvor han først skal drible gennem et par forsvarsspillere (to stole) for derefter at skyde på mål - helst uden at ramme to figurer, som hans mormor og morfar har haft med hjem fra Cuba. To figurer, som betyder ret meget for hans mor, og som han for det meste husker at fjerne, inden han spiller fodbold i stuen.

(Lige nu tænker du måske: ’Hvorfor får din søn lov til at spille fodbold i stuen?’ Og det svar vil jeg rigtig gerne dele med dig en anden gang, men den korte version er noget med at skabe rammerne for at udnytte sit fulde potentiale.)

Som de hippieforældre vi nu engang er, lader vi ham blive i sit flow og fortæller ham, at han skal komme ud at spise, når han er færdig med at udnytte sit fulde potentiale.

N og vi andre går igang med at spise, og L gør os selskab kort efter.

Fulde af forventning er både min mand og jeg ved at snuble over ordene, da vi naturligvis tilfældigt henkastet siger: ”Så hvor har du hørt om det der med at udnytte sit fulde potentiale henne?”

Vi holder begge vejret i spænding og forventer naturligvis, at han vil referere til alle de gange, vi har givet ham mulighed for at opdage og udnytte sit potentiale.

Fuldstændig uhøjtideligt kigger han på os og siger: ”Det siger LEGO-dojo-masteren jo til sine elever hele tiden.”

Hmm, ikke lige det, vi forventede at høre. At al hans visdom kom fra en LEGO-film.

Min mand og jeg kigger på hinanden og samtidig med, at vi er ved at falde ned fra stolen af grin, må vi erkende, at vores kloge ord og gode hensigter ikke altid vejer lige så tungt som de vise ord fra en sand LEGO-dojo-master.

PS: Jeg vil nu i en stille stund alligevel tillade mig at tage lidt af æren for at have vist ham vejen til hans fulde potentiale.

I min verden handler det om at give L og hans bror de bedste vilkår til at opdage og udnytte deres potentiale. Jeg er overbevist om, at et barns selvværd blandt andet ligger i at få mulighed for at opdage og udforske sig selv, sine styrker og muligheder.

Jeg er overbevist om, at vejen til vores børns fulde potentiale begynder med at følge vores børn - ikke omvendt.

At opleve, hvor deres interesser er, hvor de er i flow, hvor de udnytter deres fulde potentiale - ikke til ære for omverdenen, eller fordi de ønsker at stå i rampelyset og få forældrenes hyldest, men fordi de virkelig med hver en fiber i deres krop elsker fodbold eller musik eller noget helt tredje.

For L forsvinder tid og sted, når han er sammen med en bold. Han er i flow - og han øver sig på at udnytte sit fulde protentjale. Og jeg er overbevist om, at han er lykkelig lige der; og længere er den faktisk ikke.

Hvornår har du sidst fulgt dit barn ind i dets verden - og ikke omvendt?