”Ronaldo spiller jo heller ikke 2. halvleg for Barcelona bare fordi, de er bagud!”

”Mor, jeg forstår det ikke. Hvorfor skal jeg pludselig spille for mine modstandere?”

L kommer ud til mig på sidelinjen. Han elsker at være til træning, men lige nu er han forvirret og også lidt ked af det. Og jeg kan egentlig godt forstå ham.

For 15 minutter siden delte hans træner L og hans holdkammerater i to hold - og fløjtede en træningskamp i gang.

L spiller for det røde hold, som klarer sig godt; rigtig godt. Inden for de første 10 minutter står det 5-0; og L har scoret de fleste af målene. Han er stolt og glad, og det er tydeligt, at han nyder holdkammeraternes hyldest.

Det går op for træneren, at han nok ikke har fået fordelt holdene helt lige, så han stopper kampen, giver L en gul trøje på og fortæller ham kort, at han nu spiller for gult hold.

I voksenperspektiv en rigtig god beslutning, da der i klubben bliver lagt stor vægt på, at der er plads til alle, og at det skal være sjovt for alle.

Set gennem en 6-årigs øjne er det en temmelig frustrerende og også ret forvirrende oplevelse at have været en del af et hold, som han for kort tid siden var klar til at gå i døden for. For ja, sådan føles det at spille kamp, når man er 6 år. Man giver alt, hvad man har.

Nu er ’hans hold’ pludselig hans modstandere og hans nye hold har 0 mål. Det er et stejlt bjerg at bestige.

Jeg kan se hans frustration, men noget forandrer sig pludselig i ham, og jeg kan se, at han tager en beslutning. Han tager tyren ved hornene, giver alt hvad han har i sig og kæmper.

Kampen slutter 5-3. I L’s øjne tabte han den dag - til trods for, at han scorede de fleste af kampens 8 mål.

Som mange andre børn er L ret forandringsparat både på og uden for banen. Han accepterer i langt størstedelen af tilfældene de voksnes beslutninger. Og det er uden tvivl et godt valg - det meste af tiden.

Da vi kommer hjem, bliver jeg bevidst om, at L oplevede det som en straf, at han skulle skifte hold midt under kampen.

For os, som stod på sidelinjen, var det ret tydeligt, at hans træner ’roste ham’. At hans træner gav ham opgaven, fordi han vidste, at L kunne magte den. Men det fik han i kampens hede aldrig fortalt ham.

Det fik mig til at tænke over, hvor ofte vi putter voksenlogik ned over hovedet på vores børn. Hvor ofte vi tager for givet, at de forstår vores hensigter og intentioner. Også når der ikke lige er tid eller overskud til at forklare.

Og hvor er vores børn forandringsparate - på godt og ondt. For som L så præcist udtrykte det: ”Ronaldo spiller jo hellere ikke 2. halvleg for Barcelona bare fordi, de er bagud.”

Og han har ret!

Som den eneste pige i vores hus ser jeg en del fodbold - og jeg har efterhånden set nok fodbold til at vide, at Ronaldo helt sikkert ikke ville have været lige så forandringsparat som L var den dag på fodboldbanen. Ronaldo ville uden tvivl have givet sin mening tilkende og højst sandsynligt nægtet at spille videre, hvis dommeren havde stoppet kampen og bedt ham spille for det andet hold. Ikke for altid; bare resten af denne kamp.

I denne her situation er jeg stolt af L, fordi han accepterede trænerens valg uden brok. Og det tror jeg er super vigtigt at kunne i et samfund, som lægger vægt på fællesskabet. Men jeg må indrømme, at han også har min fulde opbakning, når han engang imellem vælger at udfordre en beslutning.

Han er vokset op med, at hvis det føles forkert, skal han stoppe op og mærke efter, hvad det handler om. Bliver det ved med at føles forkert, er det okay at sige: ”Nej!” Ikke en masse forklaringer; bare nej.

At mærke sig selv og turde udtrykke sine følelser er vigtige mursten til et stærkt selvværd - også selvom det kan komme ganske ubelejligt for omverdenen.

Så næste gang dit barn siger nej, er det måske værd at stoppe op og mærke efter, om det nej er så stærkt (og selvværdsopbyggende), at du ikke skal udfordre det - men blot acceptere det.

For hvad er konsekvensen på den lange bane, hvis du for ofte beder dit barn om at ofre sit nej?