”Truer du mig?”

Foran mig i køen står en mor med sin lille søn. Jeg vil tro, at han er omkring 3 år.

Da det bliver deres tur til at blive Covid19-testet, kigger hun på ham og minder ham om den aftale, de har indgået derhjemme. ”Det er nu, at du skal åbne munden, så højt du kan,” siger hun og kigger på ham.

Den lille dreng kigger op på hende med store (nok lidt nervøse) øjne og lukker munden hermetisk. Han nægter at åbne munden, og den forbliver lukket. Også da den søde, ældre poder sætter sig på hug for at komme i drengens højde og begynder at hoppe op og ned som en frø.

Jeg er egentlig ret imponeret over, at den lille dreng formår at holde munden lukket - for jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste i køen, som har svært ved ikke at trækker på smilebåndet bag masken.

Men munden forbliver lukket - og moderen kaster, efter noget som sikkert har føltes som timer, håndklædet i ringen.

Jeg kan for mit indre blik se en boksedommer hæve drengens arm og erklære den lille fyr som vinder af 1. runde.

Moderen undskylder og hiver sin søn gennem gymnastiksalen med en irriteret energi, som hun hverken prøver at skjule for ham eller omverden.

Jeg bliver testet, hvilket går ret hurtigt, da jeg i modsætning til den lille dreng efterhånden har prøvet det en del gange og derfor ikke er bange for det ukendte.

På vej mod parkeringspladsen ender jeg med at gå bag mor og søn og kan høre, hvordan hun fuld af frustration i stemmen fortæller ham, at nu kommer han ikke med i sommerhuset sammen med resten af familien. At nu må han blive hjemme. Og at han går glip af farfars fødselsdag. ”Forstår du det?” slutter hun af med at sige til ham, mens hun hiver ham mod bilen, hurtigere end hans små ben kan følge med.

Nej, selvfølgelig forstår han ikke det. Men han mærker helt sikkert hendes frustration og situationens alvor. Og mon ikke han også oplever utryghed og forvirring ved at se sin mor så frustreret? Alligevel vælger den lille dreng at forblive tavs. Ikke et ord forlader hans mund.

Havde den lille dreng været min yngste søn, ville han med stor sandsynlighed have kigget moderen dybt i øjnene og sagt: ”Truer du mig?” (En sætning, han yndede at bruge, da han var mindre, hvis han følte, at vi voksne truede hans verden.)

Og hvis vi, voksne, skal være helt ærlige over for os selv og vores børn, så er svaret vel egentlig: ”Ja! Ja, jeg truer dig - fordi jeg føler mig magtesløs og ikke har ressourcer til at gøre det bedre lige nu. Men tag det roligt lille menneske, det er bare en tom trussel. Jeg har ikke tænkt mig at følge den til dørs. Det er bare noget, som jeg siger lige nu. Og om lidt har jeg det meget bedre og er kommet til fornuft igen.”

Udfordringen ved vores tomme trusler er bare, at de har konsekvenser for forholdet til vores børn. Det går ud over barnets respekt for os - og skaber utryghed og forvirring i deres verden.

Min anden pointe med denne historie er, om børn egentlig ikke har retten til at sige nej? Er det ikke okay, at der nogle gange er et så stærkt nej i dem, at det må trumfe alt andet?

Jeg er bevidst om, at det sjældent er belejligt, når vores børn sætter foden ned og siger nej. Men husk, at de skal bruge den stærke indre følelse af et nej senere i livet. Og lige nu øver de sig og observerer, hvordan du og resten af verden reagerer på deres nej. Har deres nej værdi eller bliver nej’et overtrumfet af dine eller andres forventninger til dem?

Det er min overbevisning, at deres vigtige, altafgørende nej’er fra barndomsårene skal lagres i deres sjæle og langsomt blive til deres visdom og indre stemme. Og det er den indre stemme, der skal hjælpe dem til at turde sige nej, når de senere i livet står i en situation, hvor NEJ simpelthen bare er et NEJ!

Hvordan hjælper du dit barn med at øve sig på at mærke og udtrykke sit stærke, indre NEJ?