“Mor, jeg er et vilddyr. Hvorfor skal jeg ligge her om dagen?”

Min yngste søn på 6 år er syg, og jeg ligger sammen med ham i vores soveværelse og lytter til en lydbog - og ønsker for ham, at han forhåbentligt tager sig en lille lur.

Da jeg efter 5 minutter kigger på ham i mørket, kan jeg se, at han er ked af det. Jeg spørger ham, om han er okay - hvortil jeg får svaret: “Mor, jeg er et vilddyr! Hvorfor skal jeg ligge her om dagen?”

Jeg griner lidt af hans ordvalg (selvfølgelig kun inde i mig selv) og fortæller ham, at det kan hjælpe på hans mave at få lidt ro og måske gøre ham hurtigere rask.

Til det svarer han stille - måske mest til sig selv. “Jeg vil ud i verden - det er der, jeg bliver rask.”

‘Hmm’, tænker jeg og ved ikke helt, om jeg skal tvinge ham til lidt ro, eller om jeg skal lytte til hans indre (vilddyrs) stemme og slippe ham fri.

Jeg ender med at ligge sammen med ham i knap 10 minutter, inden jeg slipper ham fri - ud i livet (eller i hvert fald ud i stuen).

Det skulle jo være en hyggelig stund til lidt optankning af energi og helbredelse. Ikke tvang og anledning til tårer. Og lige der kunne jeg tydeligvis ikke få mit lille vilddyr til at indse, at soveværelset var det rigtige sted at være.

Kort efter at jeg havde sluppet ham fri, stak han hovedet ind i soveværelset og sagde: “Mor, du er den bedste.” Og lige nu kan jeg høre, at han sidder inde i stuen og synger med en energi i stemmen, der fortæller mig, at 10 minutters ro måske var helt fint.

Hvad ville du have gjort? Ville du have tæmmet dit lille vilddyr eller sluppet ham fri?