”Men jeg vil stadig gerne ha’ dig mor!”

”Men jeg vil stadig gerne ha’ dig mor,” sådan sagde L kort efter, at jeg havde slukket stoltheden i hans øjne.

L er snart 6 ½ år og har nået en alder, hvor han kan gøre mange ting selv; helt selv - uden hjælp fra mor.

Det er fantastisk og samtidig en reminder om, at jeg hver dag bør give en lille smule slip på ham, så han kan udvikle sig til at blive lige præcis den, han kan.

Den anden dag var han i bad. Og han er lige der, hvor han efterhånden kan og ønsker at klare det hele selv.

Vi har en aftale om, at han får lov til at være alene på badeværelset, men at han skal kalde, hvis han har brug for mig.

Mens han er i bad, går jeg ikke mange meter væk fra døren. Det ved han naturligvis ikke, for hvilket signal ville det sende til ham? At jeg ikke tror, at han kan magte opgaven?

Engang imellem kalder han på mig, og jeg skal lige tjekke, om han har fået al shampooen ud af håret. Og normalt kalder han også på mig, når han er færdig og skal tørres.

Men den anden dag kunne jeg høre, at han slukkede vandet - og han kaldte ikke. Jeg havde lyst til at gå ind til ham, men gjorde det ikke. Vi havde jo en aftale om, at han skulle kalde på mig.

Og jeg kunne høre, at han nussede rundt derinde, nynnede, og at alt var fint. Så jeg blev stående og ventede på at høre ham kalde: ”Mooooaaaar.”

”Moar’et” kom - og da jeg åbnede døren var han færdig, som i helt færdig. Og mega stolt.

Jeg fortalte ham naturligvis, at det var rigtig flot, at han havde klaret det helt selv. Og at jeg var stolt af ham.

Og så lavede jeg en fejl. Jeg vendte nemlig situationen om, så den kom til at handle om mig.

Jeg sagde til ham: ”Du er bare blevet sådan en stor dreng. Snart har du slet ikke brug for mig mere.”

Min sætning fjernede smilet og stoltheden fra hans øjne på under et sekund og erstattede det med eftertænksomhed og tristhed, hvorefter han kiggede på mig og svarede: ”Men jeg vil stadig gerne ha’ dig, mor.”

En sætning, som varmede mit hjerte, men hvad var konsekvensen af det, som jeg lige havde sagt til ham?

I det øjeblik på badeværelset pillede jeg en lille smule ved hans selvværdsfølelse. Jeg fik ham til at sætte spørgsmål ved sin evne til at klare sig selv. Min kommentar fik ham til at tro, at den vej, han er på vej ned af til selvstændighed, ikke er en vej, som gør mig glad.

Fra han var helt lille har et af mine største mål været at opbygge et stærkt selvværd hos ham. Og for mig er et stærkt selvværd opbygget af små skridt af lykkeoplevelser. Situationer, hvor han oplever, at han kan håndtere en situation, som er vigtig for ham. En situation, som giver ham erfaring og troen på, at han kan håndtere alt. Og min fornemmeste opgave som hans mor er at motivere ham, støtte ham og heppe på ham.

Det glemte jeg på badeværelset den dag, fordi jeg havde mere travlt med mine egne følelser.

Så næste gang jeg er så heldig, at L inviterer mig med på en af sine selvværds-opbyggende-oplevelsesture, har jeg lovet mig selv, at det skal handle om ham - og ikke om, at jeg er bange for at føle mig overflødig.

Hvornår stod du sidst i vejen for dit barns udvikling af selvværd og selvstændighed?