“Mor, jeg er det 5. mest skældt ud barn i min klasse!”

”Mor, jeg er det 5. mest skældt ud barn i min klasse,” siger min søn en aften lige inden, han skal sove.

Vi ligger i hans seng og hyggesnakker. Jeg elsker de stunder, for det er dér, han lukker mig helt ind i sin verden. Det er dér, hvor jeg uden filter får et kig ind i hans tanker, sorger, bekymringer og heldigvis også glæder.

I det svage lys kigger jeg på ham og siger automatisk og uden at tænke: ”Nej, skat, det kan da ikke passe. Hvorfor skulle du være det?”

Mine tanker finder hurtigt frem til det sted i hjernen, hvor vi gemmer minder, og jeg kan ikke komme i tanke om én eneste gang, hvor skolen har kontaktet mig eller min mand for at fortælle os, at vores søn ikke hører efter i timerne, er fræk over for lærerne, eller kommer i problemer med sine klassekammerater. Faktisk kan jeg kun komme i tanke om alle de gange, hvor vi har fået at vide, hvor dygtig en dreng han er, og hvor empatisk og sød han er over for sine klassekammerater.

Jeg vender tilbage til virkeligheden og kommer i tanke om, at lukkede udsagn, som jeg pr automatik lige har sendt i hans retning, sjældent er kendt for at skabe åbne samtaler, hvor man bliver klogere. Så jeg prøver igen.

”Hvorfor føler du det?” siger jeg og venter i tusmørket på et svar.

Der går lidt, før han svarer, og da han endelig siger noget, kommer ordene helt forsigtigt og sårbart: ”Mor, det ved jeg ikke. Jeg kan bare mærke det i mit hjerte.”

Mit hjerte synker i mit bryst, og jeg er taknemmelig for, at det under vores samtale er blevet mørkt udenfor, så han ikke kan se den tåre, som lydløst løber ned ad min kind.

Min første reaktion er tristhed. Tristhed over hvor sårbare vores børn kan blive i mødet med de forkerte voksne, og hvor stor magt de har over dem. Men samtalen med min søn planter også et håb. For godt nok har hun pillet ved hans selvværdsfølelse, men hun har ikke haft magten til at gøre sin stemme til hans indre dialog.

Da jeg en times tid senere sidder i stuen sammen med min mand bliver jeg ramt af en ny følelse - løvemoderen i mig kommer frem. If you mess with my family - you mess with me!

Jeg gør mig (mentalt) klar til at angribe, for nu er den del af hjernen, som aktiverer ’kamp eller flugt’ på sit højeste. Min mand minder mig heldigvis om, at der sjældent kommer noget godt ud af samtaler, der begynder i vrede. Og vi bliver enige om at holde øje med situationen de kommende uger.

Kort efter bliver vi inviteret til den årlige skole-hjem-samtale. Jeg har set frem til at blive klogere på situationen, så under samtalen fortæller jeg klasselæreren om min søns følelse af at være det 5. mest udskældte barn i klassen.

Hun kigger kortvarigt på mig og uden at kunne høre den mindste snert af empati i hendes stemme, siger hun: ”Ja, det skal nok passe!”

”Øhh, hvad - hvorfor?” får jeg fremstammet, da det lidt efter går op for mig, at hun netop har bekræftet min søns følelse.

Jeg husker kun svagt hendes svar, da jeg må indrømme, at jeg havde forventet, eller måske snarere håbet, at hun ville svare: ”Nej for pokker. Det er jeg frygtelig ked af, at han føler. Jeg kunne ikke drømme om at skælde eleverne ud. Jeg ved, hvor skadeligt det er for deres selvværd og indlæring.”

Nej, pjat til side. Det vidste jeg faktisk godt, at hun ikke ville svare. Den type er hun desværre ikke.

Under samtalen finder min mand og jeg ud af, at vores søn åbenbart har valgt sine venner blandt de lidt mere snakkesalige børn i klassen (i min verden har han valgt de helt rigtige venner) - og at hans lærer åbenbart er kommet til et sted, hvor hun ikke længere orker at finde ud af, hvem der skal skældes ud. Så hvis man er tæt nok på det sted, hvor lyden kommer fra, ja så får man en skideballe. Sådan er det bare.

 Og det er ikke engang det værste, fortæller min søn. Det værste er faktisk, at hun ikke lytter, hvis man gerne vil forklare, hvad der virkelig er sket. Så det er han faktisk holdt op med - altså at prøve at få sin stemme hørt.

”Mor, jeg har opbygget en hård skal omkring mig, som gør, at jeg ikke hører, hvad hun siger, når hun skælder ud.”

Klogt, tænker jeg, men kan alligevel ikke lade være med at tænke, om han mon kan skelne mellem, hvornår han skal lukke ned, og hvornår han skal være åben for at kunne modtage læring?

Hvad du måske ikke vidste om skæld ud:

 At skælde ud har en forfærdelig dominoeffekt, som påvirker barnet lang tid efter, at den voksne er stoppet med at skælde ud.

Hvad sker der hos den voksne, der skælder ud:

Den voksne oplever eleven forstyrre undervisningen, måske for tredje gang i dag og for 20. gang denne uge. Det opleves som en trussel mod lærerens autoritet.

Et område i hjernen kaldet amygdala bliver aktiveret. Her vurderes det ubevidst, om situationen er farlig, og da hjernen ikke kan skelne mellem en sabeltiger og en otteårig, vil kroppens stressresponssystem aktiveres. Stresshormonet kortisol frigives i kroppen. Kortisol trænger ind i hjernen, hvor det blandt andet hæmmer den voksnes evne til at føle empati. Læreren skrider til sin automatreaktion: Skældud!

Hvad sker der hos eleven, som modtager skældud:

Når eleven bliver skældt ud, bliver hjernens amygdala aktiveret. Her vurderer barnet ubevidst, om situationen er farlig. Det vil den ofte være, for skældud fra en stærkere person er forbundet med risiko for ex. udstødelse. I menneskets urtid var udstødelse fra gruppen livsfarligt, så hjernen har udviklet sig til at reagere på den trussel ved at aktivere kroppens stressresponssystem.

Det betyder, at stresshormonet kortisol frigives i kroppen. Hvis det forhøjede kortisolniveau ikke nedbringes, er det skadeligt, da barnets nervesystem overbelastes. Kortisol trænger ind i hjernen, hvor det hæmmer evnen til at fastholde opmærksomheden og afkode andre de næste tre til fire timer.

Eleven, som overværer skældud:

Elever, der overværer en anden elev blive skældt ud, vil have samme neurologiske respons som den elev, der bliver skældt ud, dog i mindre grad. Det skyldes nerveceller kaldet spejlneuroner, som hjælper med til, at man kan sætte sig i andres sted. Derfor får eleven det selv lidt som den elev, der bliver skældt ud.

En ond cirkel

Når barnets stressresponssystem aktiveres, og niveauet af kortisol stiger, vil barnet miste sin evne til at bruge de funktioner, der hører til i hjerneområdet præfrontal cortex. Det gælder blandt andet empati, langsigtet planlægning, impulsstyring og overblik. Fordi kortisol-niveauet ikke stabiliseres før efter tre til fire timer, er der stor risiko for, at barnet i den tid igen opfører sig uhensigtsmæssigt - og dermed får mere skældud.

Det bliver en ond cirkel, som nedbryder barnets selvregulerende funktioner, og efterhånden vil kortisol-reguleringen bryde sammen. Barnet får et kronisk belastet nervesystem, som medfører dels at barnet hurtigt reagerer negativt eller uforudsigeligt, dels har svært ved at aflæse andre. Barnet vil let føle sig krænket, have negative forventninger til andre, være anspændt og hidsig.

Sådan hjælper du bedst barnet:

Når børn tilsyneladende overreagerer på små ting, skyldes det ofte længere tids belastning af nervesy­stemet, som har bragt barnet i konstant alarmberedskab. Mere skældud vil kun gøre belastningen værre. Barnet har brug for at blive beroliget. For at barnet igen skal få adgang til disse funktioner, skal det føle sig tryg. Her er det helt afgørende, at den voksne ikke går i diskussion med barnet, men i stedet beroliger det.

Hvornår har du sidst talt med dit barn om, hvordan det oplever skældud indefra?

Kilde: Folkeskolen.dk - ’Det gør skældud ved hjernen’ af Stine Grynberg.