”Shit, jeg er allerede forpustet!”

”Har du lyst til at få en legekammerat med hjem en af de nærmeste dage?”

”Øhh ja, det kan jeg da godt”, svarer min søn - ikke synderligt interesseret.

I vinter blev han, min mand og jeg inviteret til en før-skole-samtale på hans kommende skole. Skolen ville gerne lære ham at kende, inden han skulle begynde hos dem.

Under samtalen spørger skolens inspektør min mand og mig, om vi er skoleparate? Vi kigger på hinanden, smiler lidt af spørgsmålet og svarer begge uden at tøve ”Ja!”

For selvfølgelige er vi da det! Eller det troede jeg …

For shit, jeg er allerede forpustet.

Det, som gør mig allermest forpustet lige nu er den ’lege-aftale-dans’, som der er budt op til.

Jeg er tydeligvis ude af træning, eller i virkeligheden er jeg ikke rigtig kommet i form. For min søn har aldrig haft det store behov for en masse legeaftaler. Han elsker at være sammen med andre mennesker, men når han kommer hjem efter en dag i børnehaven (nu skolen), vil han faktisk bare gerne nusse lidt rundt herhjemme.

Nu, et par uger inde i skolestarten, kan jeg mærke presset komme væltende ind over mig. Det er gået op for mig, hvor mange legeaftaler de andre børn har på kryds og tværs - og ærlig talt, så er jeg temmelig bange for, at han kommer bagom ’lege-aftale-dansen’.

Så jeg er begyndt at sige ja til en masse legeaftaler og laver også legeaftaler på hans vegne. Men de skal jo også lige passes ind i en ny hverdag. En hverdag, som er en mental omvæltning af de store - ny skole, nye omgivelser, nye regler, nye børn og nye voksne. Krydret med teknisk træning om onsdagen, almindelig fodboldtræning om lørdagen, en fødselsdag hist og her, lidt hygge med den nærmeste familie, en fodboldturnering eller to samt venner fra børnehaven og fodbold.

Heldigvis stoppede min mand dansen en aften efter, at drengene var lagt i seng med ordene: ”Hvad er du så bange for, at han går glip af? Kunne det tænkes, at venskabs-vinduet kommer til at stå åbent i alle de 10 år, de skal gå i skole sammen?”

Og ja, det er da et virkelig godt spørgsmål, som jeg sjovt nok havde temmelig svært ved at svare på, for det er egentlig bare en følelse. En følelse af, at jeg frarøver ham noget, hvis jeg ikke giver ham muligheden for at knytte bånd med hans nye klassekammerater lige nu og her.

Efter vores snak kan jeg mærke en kæmpe lettelse. For han har ret, min mand - måske er venskabs-vinduet ikke helt så snævert, som jeg først troede. Måske står det i virkeligheden åbent gennem alle de år, han skal gå i skole.

Så nu har jeg ændret strategi. Nu er det min søn (og kun ham), som byder op til dans. Han vælger hvem, han vil lege med; hvor og hvornår.

Og som det ser ud lige nu, så byder han op til en stille dans. En dans, hvor han har sig selv med. Og er det i virkeligheden ikke også den allerstærkeste måde at skabe nye venskaber på?

Er det dit barn, som fylder sit ’dansekort’ hjemme hos jer?